![]() |
Formandens klummeAt glæde sig til noget, er som regel en rar fornemmelse, noget man ser frem til. Jeg glæder mig til den 24. Maribo Jazz Festival. Glæder mig til at hilse på nye jazzgæster, der besøger vores festival for første gang, og hilse på alle de trofaste jazzgæster, der er på visit år efter år. Selvfølgelig glæder jeg mig også til musikken, der er lidt for enhver og lidt ekstra, altså noget for alle. Vi lægger vægt på den traditionelle jazzmusik på de fleste af vore spillesteder med plads til lidt eksperimenter og overraskelser. Det glæder mig også, at alle vore frivillige hjælpere og samarbejdspartnere, altid med et smil støtter og hjælper Maribo Jazz. Sammen med vore gæster gør Maribo Jazz Festival en forskel. Vi udlodder et pænt beløb til Lolland Kultur Legat, desuden har vi doneret 3 hjertestartere til udvalgte foreninger i Maribo. Jeg er glad og stolt over, at dette kunne lade sig gøre. Det glæder mig, at vore jazzgæster kalder Maribo Jazz Festival ”Danmarks hyggeligste”, det skal den blive ved med at være. Byens rammer og naturen lige ved siden af, er også med til at gøre en forskel. Ikke mindst glæder det mig, at byens butikker har lovet at holde åbent til kl. 15 om lørdagen. Et nyt tiltag, som jeg håber vore jazzgæster vil tage godt imod. Jeg håber også, at alle deltagere til vores kommende jazzfestival vil glæde sig, bestyrelsen og jeg glæder os, som sagt allerede. Hjertelig velkommen. Ole Brorsen |




















